Ny Højesteretskendelse om anvendelsen af observationsrapporter

27.06.25

Højesteret har ved kendelse af 4. juni 2025 fastslået, at et forsikringsselskabs observationsrapporter (dvs. foto- og videomateriale) om en person ikke udgjorde skriftlige parts- eller vidneerklæringer, og at rapporterne kunne fremlægges i en sag om arbejdsskader.

Generelt om skriftlige vidneerklæringer
Efter retsplejelovens § 297, stk. 1, kan retten tillade, at der indhentes en skriftlig erklæring fra en part eller fra en person, der ville kunne afhøres som vidne under sagen, hvis det findes ubetænkeligt.

Formålet med bestemmelsen er bl.a. at smidiggøre bevisførelsen ved domstolene, idet der ofte kan spares tid ved at fremlægge skriftlige erklæringer fra vidner. Det gælder særligt, hvis det i øvrigt aftales, at disse vidner ikke også afhøres under hovedforhandlingen.

Den konkrete sag
Sagen udsprang af en tvist mellem et forsikringsselskab og Ankestyrelsen i anledning af, at Ankestyrelsen i relation til en person, der var ansat hos forsikringsselskabets forsikringstager, havde anerkendt nogle skader, som personen havde pådraget sig i et færdselsuheld i forbindelse med sit arbejde.

Forsikringsselskabet anlagde sag mod Ankestyrelsen med påstand om, at arbejdsskademyndighederne skulle anerkende, at personen ikke havde pådraget sig nogle specifikke skader.

Under sagen ønskede forsikringsselskabet at fremlægge nogle observationsrapporter (foto- og videomateriale), som forsikringsselskabet havde udarbejdet vedrørende personen, og som angiveligt understøttede forsikringsselskabets påstand om, at personen (ikke mindst på grund af dennes aktivitetsniveau) ikke havde pådraget sig de nævnte skader (i det relevante omfang).

Ankestyrelsen bestred, at de observationsrapporter, der var udarbejdet efter sagens anlæg, kunne fremlægges, da de efter Ankestyrelsens opfattelse ikke var udarbejdet i overensstemmelse med retsplejelovens § 297 og dermed med rettens tilladelse.

I modsætning til både by- og landsretten fandt Højesteret imidlertid, at der ikke var noget til hinder for at fremlægge rapporterne. Efter Højesterets opfattelse udgjorde rapporterne ikke skriftlige parts- eller vidneerklæringer, hvorfor de ikke var omfattet af retsplejelovens § 297. Højesteret lagde i den forbindelse vægt på, at rapporterne var baseret på en fysisk overvågning af personen i det offentlige rum, og at rapporterne indeholdt observatørernes (samtidige) notater om personens aktiviteter og adfærd.

Sammenfattende
Afgørelsen understøtter princippet om, at parter i civile sager som udgangspunkt har vide rammer for at fremlægge bevismateriale i form af (interne) rapporter, som de selv har udarbejdet, uden at dette omfattes af § 297 om skriftlige parts- og vidneerklæringer. Dette gælder i hvert fald, hvis materialet i alt væsentligt blot indeholder faktuelle oplysninger og ikke en subjektiv fortolkning af disse oplysninger.

Afgørelsen er dermed også i overensstemmelse med Højesterets afgørelse i en tidligere sag (U2023.1563 H) mellem et forsikringsselskab og Ankestyrelsen, hvor nogle e-mails og et telefonnotat efter Højesterets opfattelse ikke udgjorde skriftlige vidneerklæringer og dermed kunne fremlægges. Også ved denne afgørelse blev det tillagt særlig vægt, at e-mailsene og notatet i det væsentlige kun indeholdt faktuelle oplysninger.