Indsigt

Højesteret ophæver beslaglæggelse i sag om vanvidskørsel

28.11.25

En ny afgørelse fra Højesteret præciserer, at konfiskation af et køretøj i sager om vanvidskørsel kan være uforholdsmæssigt indgribende for virksomheder. Dommen understreger dog, at det ikke er nok blot at have interne regler – virksomheder skal kunne dokumentere, at de har udvist den fornødne omhu og taget alle rimelige skridt for at undgå misbrug af virksomhedens biler. Sagen har stor betydning for alle, der leaser eller ejer køretøjer, og viser, at domstolene foretager en konkret helhedsvurdering af både virksomhedens indsats og de økonomiske konsekvenser.

Baggrund og regler om vanvidskørsel
Folketinget vedtog i 2021 skærpede regler om vanvidskørsel, som bl.a. betyder, at politiet kan konfiskere et køretøj, hvis det har været brugt til hensynsløs kørsel – uanset om bilen ejes af virksomheden, er leaset, eller er udlånt til tredjepart. Ejeren mister sine rettigheder til bilen og dens værdi, da politiet kan sælge bilen på auktion uden kompensation.

Begrebet vanvidskørsel dækker over en række overtrædelser af straffeloven og færdselsloven.

Overtrædelser af straffeloven

  • Uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder
  • Uagtsom forvoldelse af betydelig skade på nogens legeme eller helbred under særligt skærpende omstændigheder
  • Forsætlig forvoldelse af nærliggende fare for nogens liv eller førlighed

Overtrædelser af færdselsloven

  • Særlig hensynsløs kørsel
  • Hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 km/t
  • Kørsel med en hastighed på 200 km/t eller derover
  • Spirituskørsel med en promille over 2,00

Reglerne om vanvidskørsel gælder uanset om overtrædelsen sker i arbejdstiden eller fritiden.

Dog kan myndighederne undlade konfiskation, hvis det vurderes at være uforholdsmæssigt indgribende for ejeren. Virksomheden skal i givet fald kunne dokumentere, at den har udvist fornøden omhu og taget alle rimelige skridt for at undgå risikoen. Indtil nu er konfiskation blevet opretholdt i de fleste sager. Den nye afgørelse fra Højesteret siger noget om, hvad der skal til for at undgå konfiskation.

Sagen
Sagen for Højesteret handlede om, hvorvidt politiet kunne konfiskere en leaset Mercedes-Benz, der var brugt til vanvidskørsel af en ansat chauffør i en mindre virksomhed, der drev taxivirksomhed med limousinekørsel. Chaufføren blev målt til at køre 108 km/t i en 50 km/t-zone under vejarbejde, hvilket opfylder kriterierne for vanvidskørsel efter færdselsloven.

Virksomheden havde på forhånd taget en række forholdsregler: Chaufføren havde underskrevet en tro- og loveerklæring om, at vanvidskørsel ville få ansættelsesretlige konsekvenser, og at han ville påtage sig det fulde ansvar ved overtrædelse. Virksomheden havde indhentet relevante papirer, herunder straffeattest, og der var løbende mundtlig instruktion om forsvarlig kørsel.

Efter episoden blev chaufføren straks opsagt, og virksomheden anmodede om genoptagelse af beslaglæggelsen. Sagen blev behandlet i både byret og landsret, hvor der var uenighed om, hvorvidt konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende.

Højesteret konkluderede imidlertid, at konfiskation i dette tilfælde ville være uforholdsmæssigt indgribende for virksomheden. Retten understregede, at undtagelsen til konfiskation er snæver, men at der i denne sag var tale om særlige omstændigheder, hvor virksomheden havde gjort alt, hvad der med rimelighed kunne forventes.

Højesteret lagde vægt på flere centrale forhold:

  • Omhu og agtpågivenhed: Virksomheden havde udvist den fornødne omhu ved ansættelse og instruktion af chaufføren, og der var ingen indikationer på, at virksomheden kunne eller burde have forudset vanvidskørsel.
  • Økonomiske konsekvenser: Virksomheden stod til at miste et køretøj med en værdi på ca. 477.000 kr., hvilket ville medføre et erstatningskrav fra leasingfirmaet, som virksomheden ikke kunne betale. Revisor havde dokumenteret, at tabet ville føre til insolvens og konkurs.
  • Mulighed for erstatning: Chaufføren havde ingen økonomisk mulighed for at kompensere virksomheden inden for rimelig tid, da han var ung, arbejdsløs, boede hos sin familie i Danmark og kun kunne afdrage et meget lille beløb om måneden.
  • Betydning for virksomheden: Bilen var afgørende for virksomhedens drift, og tabet kunne ikke overvæltes på kunderne. Virksomheden havde kun én anden bil og få ansatte.

Dommen viser, at domstolene foretager en helhedsvurdering, hvor både virksomhedens omhu og de økonomiske konsekvenser af en konfiskation indgår. Hvis virksomheden kan dokumentere, at den har gjort alt, hvad der med rimelighed kan forventes, og at konfiskation vil have ødelæggende økonomiske følger, kan der være grundlag for undtagelse fra konfiskation.

Det er i den forbindelse ikke tilstrækkeligt blot at informere medarbejderne om reglerne – virksomheden skal kunne dokumentere, at der er taget alle rimelige skridt for at forebygge misbrug af køretøjet.

5 gode råd til virksomheder om medarbejderes vanvidskørsel
Virksomheden bør sørge for, at:

  1. Der udarbejdes skriftlige politikker og instrukser om vanvidskørsel og ansvar, fx i personalehåndbog eller bilpolitik.
  2. Ansættelseskontrakter, tillæg eller bilaftaler indeholder bestemmelser om, at medarbejderen skal friholde virksomheden for tab ved vanvidskørsel, og at vanvidskørsel kan få ansættelsesretlige konsekvenser.
  3. Medarbejderen underskriver en tro- og loveerklæring, hvor vedkommende bekræfter kendskab til reglerne om vanvidskørsel og forpligter sig til ikke at benytte bilen til vanvidskørsel.
  4. Virksomheden indhenter relevante papirer ved ansættelse, såsom straffeattest og kørekort, og undersøger om medarbejderen tidligere er dømt for strafbare forhold eller spirituskørsel.
  5. Der løbende føres kontrol og opfølgning med, at virksomhedens regler for brug af biler overholdes, og der reageres hurtigt og konsekvent ved overtrædelser – fx opsigelse eller bortvisning (afhængig af overtrædelsens karakter).

Det er ikke kun i forbindelse med vanvidskørsel og konfiskation, at virksomheden bør have klare regler for brug af virksomhedens biler. Det gælder også ved øvrige fartovertrædelser, samt ved parkeringsbøder og -afgifter.

 

Brug for juridisk rådgivning?

Har du brug for juridisk rådgivning, er du meget velkommen til at kontakte associate partner, advokat Louise Letman (lle@skaureipurth.com).

Kontakt

Louise Letman

Louise Letman

Associate partner, advokat