Indsigt

Forældelse og direkte krav afledt af skønssager

25.04.25

Ved en aktuel dom i starten af 2025 fandt en byret, at en totalentreprenørs direkte krav overfor en underentreprenørs underentreprenør (”Underunderentreprenør”) var forældet, da det ved det gennemførte syn og skøn, som Underunderentreprenøren ikke var en del af, måtte have stået totalentreprenøren klart, at de omfattede arbejder var udført af Underunderentreprenøren. I hvert fald efter underentreprenørens konkurs måtte det på dette tidspunkt have stået totalentreprenøren klart, at et potentielt direkte krav kunne rettes mod den udførende Underunderentreprenør.

Sagen i korte træk
Totalentreprenøren havde iværksat syn og skøn og inddraget bygherren og sin underentreprenør. Skønssagen vedrørte bl.a. arbejder, som var udført af Underunderentreprenøren, som ikke var inddraget i skønssagen.

Da totalentreprenørens underentreprenør gik konkurs, rejste totalentreprenøren efterfølgende et direkte krav overfor Underunderentreprenøren, der havde udført dele af de i skønssagen omhandlede arbejder. På dette tidspunkt var skønsmanden fremkommet med en skønserklæring og en supplerende skønserklæring i skønssagen, som skønssagens parter havde stillet supplerende spørgsmål til, ligesom der var iværksat supplerende undersøgelser.

Udgangspunkt for indtrædelse af forældelse
Forældelsesfristen er som hovedregel 3 år, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1. I henhold til forældelseslovens § 3, stk. 2, regnes forældelsesfristen fra det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen, sammenholdt med forældelseslovens § 2. Det vil sige 3 år fra det tidspunkt, hvor et mangelskrav (eventuelt foreløbigt) kunne være gjort gældende.

Af forældelseslovens § 2, stk. 4, fremgår det, at forældelsesfristen regnes fra tidspunktet for skadens indtræden for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktforhold.

Betænkning af 2005 nr. 1460 om revision af forældelseslovgivningen angiver, at ”Fristen løber i disse tilfælde fra det tidspunkt, hvor de følger, der kræves erstatning for, har vist sig på en sådan måde, at skadelidte havde rimelig anledning til og mulighed for at rejse et – eventuelt foreløbigt – erstatningskrav.”

Byrettens dom
Byretten fremhævede i sin afgørelse, at Underunderentreprenørens arbejder var omfattet af det gennemførte syn og skøn, og at det derfor allerede på dette tidspunkt måtte have stået totalentreprenøren klart, at der kunne være et muligt krav vedrørende entreprisen, som udsprang af Underunderentreprenøren udførte arbejde. Dommen indikerer således, at forældelsesfristen kan regnes fra skønssagens anlæg.

Herefter fremhævede retten, at totalentreprenøren i hvert fald på tidspunktet efter totalentreprenørens kontraktparts (underentreprenørens) konkurs burde have haft kendskab til, at der var et muligt direkte krav mod Underunderentreprenøren.

Eftersom totalentreprenøren havde foretaget forældelsesafbrydende skridt overfor Underunderentreprenøren mere end 3 år efter dette tidspunkt, var totalentreprenørens krav forældet.

Skau Reipurth bemærker
Dommen er interessant, idet den fastslår, at en totalentreprenør – særligt i tilfælde af en underentreprenørers konkurs – skal være opmærksom på, hvilken part, der har udført det pågældende arbejde, der er genstand for skønssagen, og foretage forældelsesafbrydende skridt, såfremt totalentreprenøren agter at rejse et direkte krav overfor den udførende.

Dommen viser således, at totalentreprenøren kan opnå tilstrækkeligt kendskab til et potentielt direkte krav fra skønssagens anlæg – eller senest fra modtagelsen af skønserklæringen – til, at forældelsesfristen skal regnes fra dette tidspunkt, selv om der efterfølgende er stillet supplerende spørgsmål til de konkrete forhold.

Byrettens dom er anket til landsretten, og denne nyhed vil derfor blive opdateret med den seneste retspraksis på området, når landsrettens dom er afsagt.

Brug for juridisk rådgivning?

Har du brug for juridisk rådgivning, er du meget velkommen til at kontakte advokat, partner Jeppe Reipurth (jre@skaureiurth.com) eller senioradvokat Nikolaj Byriel-Øvall (nby@skaureipurth.com).

Kontakt

Jeppe Reipurth

Jeppe Reipurth

Advokat (L), partner

Nikolaj Byriel-Øvall

Nikolaj Byriel-Øvall

Senioradvokat