Beslutning om stillet sikkerhed har ikke virkning for fordringsspørgsmålet

28.11.25

Hvad indebærer en beslutning om stillet sikkerhed – og hvad er grænsen for den sagkyndiges kompetencer? Voldgiftsretten går i en ny delkendelse (TBB2025.729) ind i vurderingen af, hvilke dele af en sagkyndig beslutning, der er endelig, og hvilke der kan fortsætte ved voldgift.

Hvad er en beslutning om stillet sikkerhed?
Efter reglerne i AB 18 § 67 og ABT 18 § 65 kan en part anmode Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed (Voldgiftsnævnet) om en beslutning om stillet sikkerhed. Det sker typisk, hvis der opstår uenighed om, hvorvidt der skal ske udbetaling, nedskrivning eller ophør af en entreprenør- eller bygherregaranti.

Formålet med ordningen er at give parterne en hurtig og summarisk afgørelse af et likviditetsspørgsmål uden, at de skal afvente en længerevarende voldgiftsproces. Beslutningen træffes som udgangspunkt af en sagkyndig, der vurderer sagen ud fra skriftligt materiale og eventuelt en besigtigelse. Den sagkyndige person udpeges af Voldgiftsnævnet og vil ofte være en erfaren skønsmand eller faglig dommer. Den sagkyndige skal være fagligt dygtig og besidde de rette kompetencer, der giver dem forudsætningerne for at kunne varetage opgaven.

Efter ABT 18 § 65, stk. 10 (som er gældende i nærværende kendelse) kan beslutningen indbringes for voldgiftsretten inden otte uger, hvorefter den bliver endelig og bindende, hvis ingen af parterne reagerer. Spørgsmålet i den aktuelle sag angår imidlertid, hvad denne bindende virkning egentlig indebærer.

Sagens baggrund
Sagen udsprang af en totalentrepriseaftale baseret på ABT 18, hvor totalentreprenøren (TE) havde anmodet om udbetaling under bygherregarantien. En sagkyndig besluttede, at TE kunne få udbetalt 9,3 mio. kr. ud af den stillede garanti, men ikke det fulde krav. TE indbragte ikke beslutningen for voldgiftsretten inden otte uger, men anlagde senere en sag med krav på det resterende beløb.

Bygherren (BH) gjorde gældende, at sagen skulle afvises, fordi beslutningen allerede havde “endelig og bindende virkning” efter ABT 18 § 65, stk. 10, 4. pkt.

Voldgiftsnævnet nedsatte i den anledning en voldgiftsret bestående af tre højesteretsdommere til at træffe afgørelse om spørgsmålet.

Hvad når Voldgiftsretten frem til?
Voldgiftsretten fastslog indledningsvis, at otte-ugers fristen gælder for alle beslutninger om stillet sikkerhed, uanset om de vedrører udbetaling, nedskrivning eller ophør. Voldgiftsretten afviste imidlertid, at en ikke-indbragt beslutning har fuld retskraft for parternes underliggende økonomiske mellemværende. Således indebar den sagkyndige beslutning ikke, at parterne af den grund var afskåret fra at få prøvet deres øvrige økonomiske krav, da sådanne sagkyndige beslutninger ingen retskraft har. Voldgiftsretten udtalte, at:

”Selv om de sagkyndige som led i vurderingen af spørgsmålet om udbetaling af garantien har foretaget en vis prøvelse af parternes bagvedliggende krav mod hinanden, er denne vurdering ikke bindende for parterne vedrørende det, der kan kaldes fordringsspørgsmålet.”

Voldgiftsretten slår dermed fast, at beslutningen alene har bindende virkning for likviditetsspørgsmålet – altså om garantien skal udbetales, nedskrives eller ophøre – men ikke for fordringsspørgsmålet, dvs. hvem der endeligt skylder hvad i det bagvedliggende kontraktforhold. Det betyder, at en part, der ikke har fået medhold i sin anmodning om udbetaling under garantien, fortsat kan få sit fordringskrav prøvet ved voldgiftsretten. Tilsvarende kan modparten, hvis der er sket udbetaling, kræve beløbet tilbagebetalt, hvis udbetalingen senere viser sig uberettiget.

Hvad kan en sagkyndig således træffe beslutning om?
Voldgiftsretten brugte en væsentlig del af kendelsen på at beskrive, hvorfor en beslutning om stillet sikkerhed ikke kan tillægges fuld retskraft. Behandlingen af en stillet sikkerhed er summarisk og uden de samme processuelle garantier, der gælder for en egentlig voldgift. Således er der tale om en mere forenklet procedure, hvor færre skridt tages mod at oplyse parternes sag. Voldgiftsretten udtalte, at:

“Behandlingen af en sag om beslutning om stillet sikkerhed, der efter reglerne som udgangspunkt forestås af en faglig sagkyndig, er summarisk. Der kan ikke gennemføres syn og skøn, som led i en sag om beslutning om stillet sikkerhed, og der kan ikke foretages bevisførelse i form af afhøring af parter og vidner. Der kan heller ikke gennemføres mundtlig forhandling med parternes procedure.”

Voldgiftsretten fandt på denne baggrund, at en sagkyndig efter bestemmelserne i ABT 18 – og de tilsvarende bestemmelser i AB 18 – vedrørende beslutning om stillet sikkerhed, alene tillægges kompetence til at træffe beslutning, om der skal ske udbetaling, nedskrivning eller ophør af en garanti. De sagkyndige er ikke tillagt kompetence til at afgøre øvrige tvister mellem parterne.