← Indsigt
Skau Reipurth styrker afdelingen for Digital Regulering med to markante partnerprofiler
03.11.25
Som følge af den teknologiske udvikling, geopolitiske strømninger og en stigende efterspørgsel efter rådgivning inden for digital regulering opruster Skau Reipurth med to skarpe partnerprofiler. Advokat Emil Brockstedt Marburger er den 1. november 2025 tiltrådt som partner, og den 1. januar 2026 følger advokat Kim G. Hansen, der ligeledes indtræder som partner i Skau Reipurths afdeling for Digital Regulering, som de sammen skal lede og videreudvikle. Afdelingen beskæftiger sig bl.a. med GDPR, IT-ret, teknologi og cybersikkerhed.
Partner, advokat Peter Skau-Andersen udtaler:
Med Emil får vi en stærk faglig profil med dyb indsigt i hele det digitale reguleringsfelt – fra GDPR og AI til cyber og dataregulering. Hans erfaring spænder bredt, og han kombinerer juridisk ekspertise med en stærk forretningsmæssig forståelse af området. Samtidig ser vi frem til, at Kim tiltræder ved årsskiftet med sin mangeårige erfaring inden for IT-ret og teknologirelateret jura. Sammen styrker de vores rådgivning på områder i hastig udvikling, og vi glæder os meget til samarbejdet.
Partner, advokat Jeppe Reipurth supplerer:
Der er ikke nogen tvivl om, at Kim G. Hansen kommer med best practice-erfaring inden for IT-retten og er en anerkendt kapacitet på området, herunder bl.a. som tidligere formand for foreningen Danske IT-advokater. Emil er et åbenbart talent, og sammen forventer vi rigtig meget af dem.
Om Emil Brockstedt Marburger
Emil rådgiver både private virksomheder og offentlige myndigheder inden for alle aspekter af databeskyttelse og digital regulering – fra GDPR og cyberhåndtering til AI, generel dataregulering og digital markedsføring. Han har omfattende erfaring med både juridisk, strategisk og praktisk håndtering af databeskyttelse og implementering af ny teknologi, herunder compliance-projekter, risikovurderinger, databehandleraftaler, overførselsaftaler mv. Ligeledes har han bred erfaring med både håndtering af verserende cyberangreb samt den proaktive styrkelse af cybersikkerheden, herunder med udspring i NIS2 og DORA. Emil har derudover indgående branchekendskab til pharma-, medico-, biotek- og telesektorerne og har bidraget til en lang række M&A-transaktioner inden for databeskyttelse og digital compliance.
Han kommer senest fra Bech-Bruun, hvor han i syv år har været en del af firmaets IP & Technology-team. Før dette har han arbejdet hos Accura og EY.
Om Kim G. Hansen
Kim G. Hansen har omfattende erfaring inden for IT-ret og digital immaterialret med særlig fokus på bl.a. kontrakter, forhandlinger, IT-tvister samt regulering på områder som GDPR og IT-sikkerhed. Han rådgiver desuden om licensaftaler, tech-transaktioner, AI, outsourcing, hosting, drift og digitale forretningsmodeller – og har betydelig erfaring med M&A og due diligence på IT- og teknologirelaterede områder.
Kim har møderet for Højesteret og har tidligere været formand for Danske IT-advokater, er IT-mediator og uddannet voldgiftsdommer, og han fungerer som fast advokat og dirigent (pro bono) for Dansk IT. Gennem en lang årrække (1995–2022) har Kim endvidere undervist i IT-ret og immaterialret på Handelshøjskolen i Aarhus, Aarhus Universitet, Københavns Universitet, IT-Universitetet i København og Copenhagen Business School.
– 0 –
Optagelsen af Emil og Kim er et led i Skau Reipurths fortsatte vækstrejse og konstante fokus på at kunne levere juridisk rådgivning på allerhøjeste niveau.
					

