Hurtige afgørelser – fungerer de i praksis?

26.08.21

Den nye konfliktløsningsmodel blev spået stor anvendelighed i byggebranchen og skulle tilbyde et billigere, hurtigere alternativ til den almindelige voldgiftsproces; men hvordan er det gået? Vi giver i denne artikel en status på AB-systemets nyeste tvistløsningsmetode baseret på Skau Reipurth egne erfaringer.

Hurtig afgørelse – hvorfor?
En hurtig afgørelse er en af nyskabelserne i det nye AB-system, der medførte en større ændring af det hidtidige konfliktløsningssystem i voldgiftsregi.

En hurtig afgørelse er – ikke overraskende – en hurtigere (og billigere) afgørelse efter en forenklet proces, som har til formål at løse en konflikt nu og her, så parterne kan komme videre i byggeprocessen i stedet for at bruge kræfter på en ofte omfattende og arbejdskrævende voldgiftssag.

AB-reglerne giver mulighed for, at en række nærmere angivne tvister kan løses gennem den enklere proces. Selv om processen er ny, så bygger den grundlæggende videre på samme princip som de velkendte sagkyndige beslutninger efter AB 92 (de såkaldte § 46-beslutninger), men i modsætning hertil, så resulterer en hurtig afgørelse i en bindende afgørelse for parterne, såfremt ingen af parterne inden 8 uger anlægger en voldgiftssag om samme spørgsmål.

Nedenfor gør vi status over de hurtige afgørelser med inddragelse af praktiske eksempler og egne erfaringer fra en række af de sager, som Skau Reipurth har ført, siden tvistløsningsmetoden blev indført 1. januar 2019.

Den praktiske sagsbehandlingsproces
Muligheden for at igangsætte en hurtig afgørelse baserer sig på en række betingelser og procesforudsætninger fra AB 18, der bl.a. skal sikre, at tvisterne kan løses hurtigt her og nu. Gennem de sager vi har ført, har vi haft lejlighed til at få afdækket, hvordan Voldgiftsnævnet fortolker en række af disse, og hvad udstrækningen heraf er.

Krav til sagstype
Udover de tilfælde hvor parterne er enige om at lade en tvist behandle som hurtig afgørelse, så dikterer AB 18 § 68, stk. 1, hvilke tvister en opmand kan træffe en hurtig afgørelse om.

Det er vigtigt at vurdere, om en tvist falder under § 68, stk. 1, inden en proces med hurtig afgørelse opstartes, idet en del eller dele af en tvist i modsat fald kan blive afskåret.

Netop på baggrund af kravene til tvisttyper afskar Voldgiftsnævnet i en sag afskåret muligheden for at medinddrage et krav om erstatning for mistet dækningsbidrag som følge af en uberettiget bortvisning fra byggepladsen. Der blev argumenteret for, at kravet skulle medtages som et krav relateret til en ændringsydelse/mindreydelse, men henset til protesten valgte Voldgiftsnævnet at afskære kravet. I den situation vil det være nødvendigt at opstarte en anden særskilt (voldgifts)sag med henblik på at forfølge det pågældende krav.

Forhandlingsproceduren

Det er en procesforudsætning for hurtig afgørelse, at forhandlingsproceduren i AB 18 § 64 (den såkaldte ”løsningstrappe”) er fulgt. Det rejser spørgsmålet om, hvor langt parterne skal gå for at ”søge tvisten løst”, inden en proces med hurtig afgørelse igangsættes.

Vi har i to sager oplevet, at modparten gjorde gældende, at forhandlingsproceduren ikke var fulgt. Spørgsmålet blev prøvet af Voldgiftnævnet, inden realitetsbehandlingen kunne gå i gang.

I begge tilfælde fandt Voldgiftsnævnet, at forhandlingsproceduren var fulgt. Det blev dermed bekræftet, at det netop ikke er et krav, at der skal være gennemført forhandling om løsning på tvisten, men alene, at tvisten skal være søgt løst.

Vi havde i begge sager via e-mail anmodet om telefoniske tvistløsningsmøder mellem parterne med forslag til tidspunkter herfor. Det blev samtidig varslet, at der ville blive indkaldt til forhandling på ledelsesniveau henholdsvis indgivet anmodning om hurtig afgørelse (hvor byggeriet allerede var afleveret, og der således umiddelbart kunne ske forhandling direkte mellem parternes ledelsesrepræsentanter, jf. AB 18 § 64, stk. 2), hvis der ikke kunne findes en mindelig løsning.

I den ene sag blev en telefonsamtale faktisk gennemført, men den førte ikke til nogen løsning. I den anden sag ønskede modparten ikke at deltage i en telefonsamtale.

Alligevel fandt Voldgiftnævnet som nævnt, at forhandlingsproceduren var fulgt, og at vores klienter på behørig vis havde søgt at løse tvisten, inden der skriftligt blev indgivet anmodning om hurtig afgørelse under henvisning til AB 18 § 68.

Antal partsindlæg
Det er udgangspunktet, at der kun kan afgives to indlæg pr. part (anmodning, svarskrift, replik og duplik), men i særlige tilfælde gives tilladelse til at afgive et tredje indlæg. Det kræver, at særlige omstændigheder taler herfor.

En sådan tilladelse fik vi i en sag, hvor modparten i duplikken ændrede sagsfremstilling og anbringender samt bestred faktuelle oplysninger.

Vi udarbejdede derfor et tredje indlæg, som modparten protesterede mod. Vi redegjorde herefter for, hvorfor vores indlæg skulle tillades fremsat, og med henvisning til de særlige omstændigheder der var tale om, (at modparten havde fremsat nye anbringender og bestridt faktum i duplikken) blev det tredje indlæg tilladt fremsat. Modparten fik herefter frist til også at afgive et tredje og afsluttende indlæg.

Voldgiftsnævnets eget (kortfattede) praksisnotat (kan læses her) nævner en afgørelse, hvor et tredje indlæg blev tilladt, fordi en entreprenør havde inddraget nye oplysninger i sagen i duplikken, som bygherren ikke havde haft lejlighed til at forholde sig til i replikken. Denne sag var sammenlignelig med vores, og det er vores opfattelse, at der formentlig i en del tilfælde vil blive givet tilladelse til at fremkomme med et tredje indlæg. Dette på trods af at nævnets regler om hurtig afgørelse bestemmer, at nævnet kan tillade afgivelse af ét yderligere indlæg fra hver side, hvis ”ganske særlige omstændigheder tale afgørende for det” (§ 9, stk. 6).

Videre kan nævnes en anden af vores sager, hvor modparten alene havde indgivet svarskrift om sagens formalitet (men ikke realiteten). Modparten fik efterfølgende – på trods af ordlyden i AB 18 § 68, stk. 4 samt vores anmodning om, at et yderligere indlæg ikke skulle tillades indgivet og frafald af replik – en ny frist for at afgive et supplerende indlæg/svarskrift vedrørende sagens realitet.

Dokumentation er afgørende
Som i alle andre sammenhænge er styr på dokumentation og fakta et afgørende punkt; både i forhold til formaliteten, men også i forhold til realiteten. Det udgangspunkt gælder særligt for hurtige afgørelser, idet der hverken er mulighed for syn og skøn eller parts- og vidneforklaringer.

I en af vores sager bestred modparten, at en række aftalesedler var gyldige, idet disse ikke var underskrevet af modparten, men af totalentreprenøren (som var modpartens kontraktpart/”bygherre”). Vi kunne dog fremlægge SMS-korrespondance mellem vores klient og modparten, hvoraf det udtrykkeligt fremgik, at modparten bad vores klient om at rette henvendelse til totalentreprenøren vedrørende flere forhold. Denne SMS-korrespondance lagde opmanden til grund – også for de pågældende aftalesedler.

Besigtigelser
Det er vores erfaring, at opmanden ofte ønsker en fysisk besigtigelse af det byggeri, som tvisten omhandler. Selv i en sag, hvor modparten alene havde fremsat formalitetsindsigelser, blev der gennemført besigtigelse af byggeriet – det på trods af, at vi protesterede herimod og anmodede den sagkyndige om at undlade besigtigelse.

Vores erfaring er dog, at besigtigelserne er forholdsvis korte. I de sager, vi har ført, blev arbejderne besigtiget, og opmændene stillede nogle enkelte opklarende spørgsmål til sagens parter. I den sag, hvor modparten ikke var fremkommet med realitetsindsigelser, mødte denne modpart ikke op.

En besigtigelse afholdes kun, hvis opmanden indkalder til besigtigelse, og der er ikke tale om en mundtlig forhandling (mini-hovedforhandling), hvor parterne har mulighed for at fremkomme med parts- og vidneforklaringer, procedere mv., jf. § 10 i Voldgiftsnævnets regler for hurtig afgørelse.

Det er dog vores indtryk, at opmændene i flere konkrete sager alligevel lyttede til og inddrog parternes synspunkter (og vores procederende bemærkninger), uanset om de angik forhold, som opmændene selv spurgte til.

Besigtigelserne blev formentlig i flere tilfælde primært afholdt for at give opmændene et bedre indtryk af byggerierne og for at gøre dem mere trygge ved deres afgørelser, som er endelige, hvis de ikke indbringes for voldgift senest 8 uger efter, at afgørelsen er truffet, jf. AB 18 § 68, stk. 9.

Renter og omkostninger, herunder rykkergebyr og kompensationsbeløb
Selv om hver part ved hurtig afgørelse bærer egne omkostninger, har vi – udover at få tildelt renter og at omkostninger til Voldgiftsnævnet og opmanden skulle dækkes af modparten – oplevet at få tilkendt både rykkergebyr og kompensationsbeløb.

Det var tilfældet for klienten i en sag, hvor vi forinden indgivelse af anmodning om hurtig afgørelse havde sendt almindelig rykker- og inkassoskrivelse til modparten med opkrævning af sædvanligt rykkergebyr og kompensationsbeløb. Modparten havde dog ikke under sagen gjort gældende, at det ikke under AB 18 var muligt at få tilkendt disse omkostninger.

Dommen – er hurtige afgørelser kommet for at blive?
Overordnet er det vores erfaring, at en hurtig afgørelse kan være et rigtig godt redskab for byggeriets aktører, og vi forventer at se, at tvistløsningsmetoden udnyttes mere i fremtiden. Muligheden for at løse aktuelle tvister her og nu virker efter hensigten, idet det hjælper parterne hurtigt videre i byggeprocessen.

Særligt relevant synes redskabet at være for (under)entreprenører i den situation, hvor bygherre, total- eller hovedentreprenør (uberettiget) tilbageholder betalinger, og (under)entreprenøren ikke ønsker at påtage sig standpunktsrisikoen ved en standsning. Processen kan gennemføres relativt hurtigt (ca. 30-60 arbejdsdage). En hurtig afgørelse kan derfor være en god måde at ”få likviditeten til at skifte på”, hvis (under)entreprenøren får medhold.

Sagsbehandlingstiden
Vores oplevelse er, at den ønskede og forudsatte sagsbehandlingstid på 30-35 arbejdsdage ikke altid holder i praksis.

Vores erfaring er, at når der kommer formalitetsindsigelser, så har sagsbehandlingstiden en tendens til at skride. I de to sager, hvor vi har oplevet formalitetsindsigelser, var sagsbehandlingstiden næsten dobbelt så lang i forhold til den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, som Voldgiftsnævnet vurderer i deres praksisnotat

Den forlængede sagsbehandlingstid i disse to sager skyldtes bl.a., at modparterne i begge sager indledte med at fremsætte formalitetsindsigelser, herunder bl.a. om tvisttypen, jf. ovenstående afsnit 2, og om hvorvidt forhandlingsproceduren (løsningstrappen) var fulgt, jf. afsnit 3, samt at yderligere partsindlæg blev tilladt af Voldgiftsnævnet, jf. afsnit 4, ligesom der blev afholdt besigtigelser, jf. afsnit 6. Sådanne forløb vil nok ikke være usædvanlige.

Hvad så efter afgørelserne?
Voldgiftsnævnet har oplyst, at fire ud af 17 afsluttede sager er overgået til anden procesform, dvs. under 25 % fortsætter i andet tvistregi.

Baseret på denne foreløbige statisk hos Voldgiftsnævnet synes hurtige afgørelser i det store hele indtil videre at leve op til formålet, idet så stor en del af afgørelser ikke tages videre.